Terapi

Samtalerum

I de første samtaler skabes et trygt rum, forventningsafstemning og relationsdannelse. Ved første samtale gennemgår vi din livshistorie, dine livsmønstre og de problemstillinger der er gældende for dig.
Samtaleterapi kræver hårdt arbejde, men gennem bearbejdning af tidligere oplevelser skabes forandring. Man kan også undervejs opleve hverdagen udfordrende, fordi man måske skal forholde sig til svære følelser, som man ikke er vant til. Dette er helt naturligt. En del af målet med terapien er netop at lære at rumme de svære følelser, uden at blive for overvældet eller at afkoble sig selv følelsesmæssigt.

Min intention er at bringe dig i dyb kontakt med din krop og din sjæl, så du lytter til din intuition og dine egne signaler. Således at du kommer til at stå stærkt, selvkærligt og centreret. Målet er at skabe næring til din indre kerne, så du får dine basale følelsesmæssige behov opfyldt. Jeg arbejder ressource-orienteret og henimod at skabe mere harmoni i de ubalancer, som er opstået i sind og krop. Jeg tilpasser mig altid terapien efter dig, og vi arbejder os frem i det tempo, der er behov for. Det er DIT rum, hvor der er plads til dig og til DIN transformation.

Jeg arbejder helhedsorienteret, dvs. at fx en depression ikke betragtes alene som en sygdomsenhed i personen og som noget intrapsykisk, som skal elimineres på symptomsiden, men kan være udtryk for både noget biologisk socialt, psykologisk eller eksistentielt. Måske er der noget galt i familieforholdene, relationen til éns nærmeste eller ubearbejdede følelser fra fortiden. Det er altså vigtigt at undersøge årsagsdynamikkerne til problemet. Livsfilosofien er, at der både er lidelse og glæde i livet, det ene kan ikke bestå uden det andet. Problemet er ikke sorgen, smerten, men kunsten er at rumme de følelser, som er en naturlig del af livet. På den måde skabes en positiv spiral af energi, som kan være udviklende.

Der findes forskellige terapiretninger, som skaber et kontinuum af terapeutiske praksisformer, og nogle minder om hinanden. Jeg vægter vigtigheden af at reflektere ud fra forskellige paradigmer frem for kun én måde at forstå mennesket på. Jeg anvender derfor en kombination af teknikker og strategier fra en fælles base af metoder, som er indsigtsgivende og oplevelsesbaserede, og terapien bliver på denne måde i høj grad individuelt tilpasset. Derudover bruger jeg min intuition, empatiske evne og medmenneskelighed, som ikke kan sættes på formel. Den emotionelle relation mellem klient og terapeut er altså et bærende element i terapien. Det terapeutiske rum er privat og følelsesmæssigt nært. Det er altså ikke kun et målrettet arbejdsrum, men et LIVSrum, hvor vi interagerer med hinanden i et symbolsk-konkret spændingsfelt, hvor du som klient kan reflektere, blive holdt, rummet, forstået og lyttet til – blive taget alvorligt.

Åndedrættet, stabilisering af nervesystemet og at lytte til kroppens sprog er en vigtig parameter i det terapeutiske arbejde, samt indstillingen til livet, hverdagen. At øve sig i opmærksomt nærvær i alt hvad du foretager dig, vil give en større glæde og tilfredshed i livet. Målet er udvidet rummelighed og følelsesmæssig kontakt med sin egen essens samt mulighed for dyberegående selvudvikling og transformation og udvikling af personlig integritet.

Alle oplevelser lagres i kroppen, og vi udvikler forskellige overlevelsesstrategier for at kunne overleve svære livbetingelser. Ofte bliver disse strategier automatiske, så vi mister kontakten til kroppen, samt forbindelsen mellem tanker, følelser og krop. Dette kan give forskellige symptomer, såsom smerter, spændinger, afkobling, tomhedsfornemmesle mv.. Målet med terapien er at skabe forbindelse igen til dig selv og gøre dig fortrolig med kroppens signaler, således at du kommer til at samarbejde med dine følelser og krop, og dermed ændre tidligere indlærte vaner henimod en større frigørelse af følelser.

For at skabe udvikling hen imod integration og videre i retning af højere bevidsthed og personlighedsvækst, er det nødvendigt at se sig selv end kæmpe med sig selv og undvige mødet med sig selv. Bag den menneskelige stræben efter mere og større ligger ukendte motiver, som kan være til hinder for at leve det liv, som du ønsker, og hvor dine følelsesmæssige behov kan blive opfyldt. Målet er komme bag om det falske selv, skjoldet og egoet. Der er tale om en opvågningsproces henimod mere frihed, nærvær og dit sande selv. Bliv klogere på dig selv og dine mønstre gennem livsbekræftende terapi og omsorg for dig selv.

Det er kun dig, der kan afgøre, om du er har mod på at åbne op for det mest sårbare og ofte skamfulde følelser, og om du tør bruge mig som hjælper i denne proces. Tillid og åbenhed er altafgørende for, hvor dybt du kan gå og også for hvor langt du kan komme i terapiforløbet. Terapien vil ofte være en kombination af bearbejdelse af tidligere opleveler, gennemgående livstemaer og selvudvikling.

 

Heling af traume-reaktioner

Stress- og traumerelaterede lidelser er mange ting og kommer i mange former og i varierende sværhedsgrader. Der kan fx være tale om stress i forbindelse med præstationsangst, relations- og tilknytningstraumer og choktraumer (vold, overgreb m.m.).

Traumer er et almenmenneskeligt fænomen. Langt de fleste har oplevet mindst ét traume i et livsforløb. Et traume kan også være i form af følelsesmæssigt omsorgssvigt. Fx at vokse op i en dysfunktionel familie, hvor forældrenes indre konflikter hæmmer barnets naturlige og sunde udvikling i forhold til selvstændighed og nærhed. I nogle familier forekommer det dysfunktionelle skjult og subtilt. Når ens forældre er uforløste med hensyn til egne indre konflikter eller traumer, slører det evnen til at se barnet klart og på dets egne betingelser, og det bliver uundgåeligt aktør i et intenst og skræmmende emotionelt drama, det på ingen måde er modent og robust nok til at deltage i (offer, krænker, redder). Barnet svigtets følelsesmæssigt og efterlades alene med smertefuld frygt og utryghed.

Jeg har beskæftiget mig med både enkeltstående såvel som multiple traumer. Traumer overses ofte i behandlingen, hvilket er et alvorligt problem, idet traumer ofte er forbundet med en lang række konsekvenser og senfølger, heriblandt alkohol, stoffer, selvskade, angst, depression, nedsat livskvalitet, følelser af skyld og skam m.m..
Traumereaktioner kan altså interagere med andre psykiske lidelser, og under forskellige diagnoser ligger ofte traumatiske hændelser forud for. Personer med svære traumer i barndommen kan være i øget risiko for yderligere traumatisering senere i livet.

Jeg arbejder traumebevidst i min kliniske praksis, og igennem den enkeltes livshistorie individualiseres behandlingstilgangen. Individer reagerer forskelligt, og der skabes en forståelse for de unikke reaktionsmønstre, vi hver især kan have mhp. at forebygge voldsomme episoder og yderligere dysregulering af nervesystemet. Målet er at komme ud af traumespiralen, udvide tolerancevinduet, således at man ikke trigges i så høj grad og overreagerer med de autonome traumeresponser (kamp, flugt, frys, kollaps) ift. almindelige ting i hverdagen.

Det autonome nervesystem
I mit mangeårige virke som psykolog har jeg altid beskæftiget mig med sammenhængen mellem krop og psyke. Den polyvagale teori formår at rumme kroppen og psyken under samme tag. Teorien er anvendelig til at beskrive menneskets krop-psykiske fænomener. Reaktionsmønstre efter traumehændelser kan forklares via det autonome nervesystem (ANS). Traumet ligger ikke i historien men i nervesystemet.

Der er en usynlig kraft i nervesystemet, der forhindrer os i at leve livet fuldt ud. Nervesystemet formes af livsoplevelser. Det er en ordløs kommunikation, som sætter sig i vores system, og som senere i livet kan skabe vores grundtone. Hvis “tonen” er frygtsom, vil vi eksistere i livet med frygt liggende dybt i os. Uanset hvor meget vi mentalt forsøger at træne og tænke os ud af frygten, vil vi falde tilbage til grundtonen – medmindre vi skaber den nødvendige forandring og forløsning i vores nervesystem, tankemæssigt, emotionelt og kropsligt. Og genskaber tryghed og balance der, således at vi kan rumme vores traumer fra et helt andet sted og dermed gå videre i livet med en dybere balance, overskud og glæde.

Det parasympatiske og sympatiske nervesystem
Det autonome nervesystem (ANS) består af to dele; den parasympatiske del og den sympatiske del. Den polyvagale teori tilbyder en fysiologisk og psykologisk forståelse af, hvordan og hvorfor vi mennesker bevæger os i en kontinuerlig cyklus bestående af mobilisering (sympatisk), nedlukning (dorsal) og engagement og kontakt (ventral).

Stressresponserne iværksættes, når der indtræder noget nyt eller truende. ANS’ funktion er med andre ord at sikre, at vi overlever, når der er fare på færde, og at vi trives, når vores indre og ydre omgivelser er trygge og sikre. Overlevelse kræver, at vi er i stand til at identificere trusler, og at vi aktiverer en af vores overlevelses- og stress-responser. Når nervesystemet er dysreguleret befinder vi os uden for tolerancevinduet. Her dominerer enten det parasympatiske eller det sympatiske nervesystem.

Stressrespons-funktionen ift. det parasympatiske system består af hypo-arousal, immobilisering i form af at ”gå død”, ”freeze”, kollaps, depression, dissociation. Stressresponsen aktiveres, når vi står overfor en overvældende, måske livstruende fare, vi ikke kan undslippe ved fx at tage kampen op eller flygte. Reaktioner og følelser som hjælpeløshed, håbløshed, opgivenhed, passivitet, apati og dissociation eller anden form for fysisk eller psykisk nedlukning er fremherskende.

Stressrespons-funktionen ift. den sympatiske og dorsale del af nervesystemet består af hyper-arousal, kamp og flugt. Det er især følelser som utryghed, ængstelighed, frygt og vrede, der er på spil. Det sympatiske nervesystem aktiveres med andre ord, når vi fx er under et stort tidspres, rastløse,  forvirrede, presses til at tage et valg, er i en konfliktsituation osv..

Det sociale engageringssystem relaterer sig til positive følelser så som glæde, tilfredshed, og kærlighed. Når dette system er aktivt, så reagerer vi med at føle os veltilpasse, i kontakt, tilknyttede, forbundne, elskede, opmærksomme og interesserede i vores medmennesker og omgivelser, nyder kommunikationen med de tilstedeværende, mødes med omsorg og nysgerrighed og vores personlige grænser respekteres.

Helt generelt kan traumer afbryde vores evne til at regulere og bevæge os fleksibelt mellem ANS-tilstande. Når vi som mennesker er traumatiserede i en eller anden grad, så vil kamp, flugt eller nedlukning være fremherskende. Når den trygge og sikkerhedsskabende tilstand mangler, så er livet en udmattende blanding af intens mobilisering og tilbagetrækning.

Ved at have fokus på og identificere triggere er det muligt at bevæge sig væk fra en selvkritisk holdning  hen mod en mere nysgerrig undersøgelse af ”hvordan jeg reagerer” og regulering af nervesystemet. Med fokus på de automatiske reaktionsmønstre åbner der sig en mulighed for, at man kan ændre sin automatiske og ubevidste reaktion (“reptilhjernen”) til bevidst refleksion og en sundere integration. Målet er et udvide tolerancevundet og opleve en rolig og forbunden tilstand. Med den nye indsigt er der større rummelighed og mulighed for transformation.

 

Tilknytning

Tilknytning finder sted allerede før, under og efter fødslen. Tiden efter fødslen og den tidlige relationsdannelse er vigtig for barnets udvikling. Barnets første leveår er den periode hvor barnets udvikling går allerhurtigst, og hvor barnet er meget modtagelig ift. sit omsorgsmiljø. Jeg er optaget af par – og familiedannelse og de særlige psykologiske processer, der knytter sig til selve det at blive og skabe en familie, hvilket ofte er en overset faktor. Det er en kæmpe udfordring af gå fra to til at blive en familie med barn/børn. Så samtidigt med, at barnets udvikling går hurtigt i de første leveår, er det også der hvor forældrenes transitionsproces gennemgås, dvs. den hurtigste udviklingsproces voksne mennesker gennemgår. Der bliver ikke kun født et barn, men også en familie.

Begrebet tilknytningsmønster eller tilknytningsstil beskriver dynamikken i dine relationer. Man kan være sikkert tilknyttet, usikker ambivalent tilknyttet, usikker ængsteligt tilknyttet eller desorganiseret tilknyttet. Man kan også have en kombination af forskellige tilknytningsstile.

Dit tilknytningsmønster kan variere i relation til forskellige personer i dit liv, og dit generelle tilknytningsmønster kan også ændre sig i løbet af livet.

Er du opmærksom på, hvordan din personlige tilknytningsstil er?

Måske har du lært, at det er bedst at være usynlig eller tilpasse dig andres behov, måske er du blevet en pleaser og har udslettet meget af det fine, der også er dig.

Dit tilknytningsmønster er – måske ubevidst – din måde at danne og være i relationer på, kan vise sig at give dig store udfordringer i dit parforhold. Vi er produkter af bl.a. traumer der vandrer gennem generationer, det er med til at skabe vores tilknytningsstil. Det vil sige alle har hver deres familiehistorie og heraf er din tilknytningsstil opstået. Hvilket miljø er du rundet af, hvad har du lært om dig selv, om parforhold og om relationer, om at løse konflikter og om følelser i din barndomsfamilie?

Tilknytningen handler om den kontakt, barnet tilbydes af forældrene. Forældre uden god sund kontakt til barnet skaber en utryg tilknytning. Forældre der trøster barnet, holder det og spørger til dets følelser og behov, skaber en tryg tilknytning ved at være en god nok forældre, der ser barnet som det er.

En tryg tilknytning kan regulere følelsesmæssig stress og udgør et psykologisk immunforsvar. Mangel på emotionel respons fra omsorgspersoner over for barnet kan have vidtrækkende konsekvenser såsom udvikling af dissociative symptomer, vold og overgreb i sig selv. Konsekvensen kan også være senere problemer med at håndtere angst og belastende hændelser. Det er ikke nemt at beskytte sig, når man ikke kan være mentalt til stede. Den største skadevirkning af tidlig traumatisering er kapaciteten til at regulere emotioner.